AftaloTil forsiden

Handelsbetingelser

Vilkårene for at bruge Aftalo som virksomhed. Læs dem, inden du opretter en konto - ved at oprette en konto accepterer du dem.

Senest opdateret 29. august 2026.

1.Hvem du handler med

Aftalo drives af Human Hero, CVR 42585971, Nyborggade 11 C, 2100 København Ø. Du kan altid skrive til kontakt@aftalo.com.

I det følgende betyder vi Human Hero, du den virksomhed, der har en konto, og dine kunder de personer, der booker tid hos dig gennem Aftalo.

2.Hvad du får

Et onlinebookingsystem: en bookingside dine kunder kan bruge døgnet rundt, en kalender til dig og dine medarbejdere, automatiske påmindelser på e-mail, kalendersynkronisering med Google og Outlook, og mulighed for at opkræve depositum.

Vi udvikler løbende på systemet. Vi kan tilføje, ændre og fjerne funktioner, men vi fjerner ikke noget væsentligt uden at give dig besked mindst 30 dage før.

3.Hvem der kan oprette en konto

Aftalo sælges til virksomheder. Du skal være fyldt 18 år og have ret til at indgå aftaler på virksomhedens vegne.

Du er ansvarlig for det, der sker på din konto, og for at dine medarbejderes adgange bruges forsvarligt. Har du mistanke om, at nogen uvedkommende har adgang, skift adgangskode og skriv til os.

4.Prøveperiode

Du starter med 14 dages gratis prøveperiode. Der kræves ikke betalingskort for at prøve, og perioden stopper af sig selv. Vælger du ikke et abonnement inden den udløber, holder din bookingside op med at tage imod nye bookinger - men dine data bliver liggende, og alt starter igen i samme øjeblik du tegner abonnement.

5.Pris og betaling

  • Abonnementet koster 179 kr. pr. måned eller 1700 kr. pr. år pr. virksomhed - ikke pr. booking og ikke pr. medarbejder. Vi er ikke momsregistrerede, så der lægges ikke moms oveni.
  • Der betales forud for hele perioden - en måned eller et år, alt efter hvad du vælger. Første betaling sker, når du tegner abonnementet.
  • Betaling håndteres af Stripe. Vi opbevarer ikke dine kortoplysninger.
  • Kan en betaling ikke gennemføres, forsøger vi igen. Lykkes det fortsat ikke, kan adgangen blive sat på pause, indtil betalingen er på plads.

Vi kan ændre prisen med mindst 30 dages varsel. Er du uenig i ændringen, kan du opsige inden den træder i kraft.

6.Opsigelse

Du kan opsige når som helst under Abonnement i dashboardet. Opsigelsen træder i kraft ved udgangen af den periode, du har betalt for, og du beholder adgangen indtil da. Vi refunderer ikke en påbegyndt periode. Har du valgt årsbetaling, betyder det, at du beholder adgangen året ud, men ikke får penge tilbage for de resterende måneder - det er prisen for rabatten, og du bør vælge månedsbetaling, hvis du er i tvivl.

Som erhvervsdrivende har du ikke fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Derfor er prøveperioden gratis - så du kan nå at finde ud af, om det passer dig, før du betaler.

Vi kan opsige aftalen med 30 dages varsel. Bruger du systemet ulovligt, eller til at sende noget dine kunder ikke har bedt om, kan vi lukke kontoen straks.

7.Dine kunders penge

Opkræver du depositum eller betaling af dine kunder, går pengene direkte ind på din egen Stripe-konto. Vi rører dem aldrig. Du venter ikke på os for at få udbetalt, og du er ikke afhængig af, at vi klarer os.

Det betyder også, at aftalen om de betalinger er mellem dig, din kunde og Stripe. Refusioner, indsigelser og eventuelle gebyrer er dit forhold til Stripe.

8.Dine data og dine kunders data

Dine data er dine. Du kan til enhver tid hente dem ud af systemet, og du kan bede os om at slette dem.

Når du bruger Aftalo, behandler vi oplysninger om dine kunder på dine vegne. Du er dataansvarlig, vi er databehandler. Vilkårene for det står i en særskilt databehandleraftale, som du får ved at skrive til os - og som du bør have på plads, inden du tager systemet i brug til rigtige kunder.

Hvordan vi behandler oplysninger om dig, står i vores privatlivspolitik.

9.Hvad du er ansvarlig for

  • At det, du skriver på din bookingside - priser, vilkår, afbudsregler - er rigtigt og lovligt.
  • At du har lov til at behandle de oplysninger, du beder dine kunder om.
  • At du selv overholder de regler, der gælder din branche. Er du klinik, gælder der strengere krav til helbredsoplysninger, end der gør for en frisør.

10.Drift og ansvar

Vi gør os umage for, at systemet er tilgængeligt, men vi lover ikke en bestemt oppetid. Der vil forekomme afbrydelser, både planlagte og uplanlagte.

Vores ansvar er begrænset til det, du har betalt os de seneste 12 måneder. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder tabt fortjeneste, tabte kunder eller tab som følge af, at bookinger ikke kunne gennemføres. Intet i disse betingelser begrænser et ansvar, der ikke kan begrænses efter dansk ret.

11.Ændringer

Vi kan ændre disse betingelser. Væsentlige ændringer varsler vi på e-mail mindst 30 dage før. Fortsætter du med at bruge systemet efter, at ændringen er trådt i kraft, gælder de nye betingelser.

12.Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret. Kan vi ikke løse en uenighed i mindelighed, afgøres den ved Københavns Byret.

Handelsbetingelser · Aftalo